Borgerforskning.dk’s grundlægger er gået bort

Borgerforskning.dk’s grundlægger er gået bort

Foto: Rikke Caroline Carlsen, Nationalmuseet

Fredag den 26. juli døde Charlotte S. H. Jensen pludseligt. Charlotte var et fyrtårn indenfor kulturarvssektoren, drevet af en passion for kulturarvens tilgængeliggørelse gennem digitalisering, brugerinddragelse og citizen science, som hun oversatte til borgerforskning.

Charlotte var kvinden bag en lang række initiativer til tilgængeliggørelse og diskussion af historie og kulturarv. Ét af hendes mange initiativer var skabelsen af denne blog, Borgerforskning.dk.

I Berlingskes nekrolog af 6. august 2019 beskrives bl.a. Charlottes kreativitet og særlige tone i rollen som digital formidler:

“I 2008 gav hun Caroline Mathilde, en af hovedpersonerne i Danmarks mest dramatiske kærlighedsaffære, sin egen Facebookprofil, og i 2018 var hun med til at skabe »Satyren«, et satirisk digitalt onlinehistorimedie, der med et ironisk glimt i øjet kommenterer aktuelle aktuelle begivenheder. Humoren var afgørende i Charlotte Jensens arbejde – ikke mindst som Nationalmuseets og Rigsarkivets stemme på de sociale medier.”

Charlotte brændte for historie og kulturarv, og gennem hele sit arbejdsliv arbejdede hun målrettet på at gøre arkivernes og museernes samlinger tilgængelige og vedkommende for alle befolkningsgrupper. En demokratisering af kulturen og kulturarven var hendes hjertesag.

Netop fordi hun brændte for sin sag, var hun i stand til at tænde lys og begejstring i alle, der lyttede til hende. Ikke mindst os, der var så heldige at have hende som kollega, og som i den grad vil savne hendes vid, idérigdom, hjælpsomhed og gode humør.

Æret være Charlottes minde.


Mindeord for Charlotte S.H. Jensen

v/ Ole Magnus Mølbak Andersen, vicedirektør og chef for Brugerservice og Formidling, Rigsarkivet, og Anni Mogensen, Museumschef for Nationalmuseet

Mindeordet har også været bragt i Politiken den 9. august 2019.


Der har været bragt nekrologer i flere medier. Ud over Berlingske og Politiken bl.a. i:

Kristeligt Dagblad, den 6. august 2019 (kræver login)

Historie-online.dk, den 30. juli 2019

Martins Museumsblog, den 29. juli 2019

Rigsarkivet

Én kommentar indtil videre

Hanne Bakke Udgivet i4:55 pm - 9. august 2019

ærer være Charlottes minde.

med venlig hilsen Hanne

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer.