Da SMK åbnede op for samlingerne og blev en del af Netflix-serie

Da SMK åbnede op for samlingerne og blev en del af Netflix-serie

Foto: Inger Marie Mulvad

Statens Museum for Kunst forsøger at nå ud til et nyt publikum ved at lægge dets digitaliserede samling i det offentlige domæne. Det gør den til en nyttig billedbank, bl.a. for den åbne encyklopædi Wikipedia. Det kan der komme interessante ting ud af, som da man nærmest ved at tilfælde opdagede, at museets billeder indgik i den nye Netflix-serie Alias Grace. Borgerforskning mødte Merete Sanderhoff for at høre hende fortælle om museets tanker og samarbejdet med Wikipedia.

af Philip Blüdnikow

Hvis du er i gang med at skrive om et specielt emne, er der vældigt gode chancer for, at du før eller siden slår vejen forbi Wikipedia for at søge information. Siden sidens begyndelse i 2001 er den blevet en integreret del af vores hverdag på linje med andre internetmastodonter som Facebook, Youtube og Twitter i en grad, så at det fysiske opslagsværks dage synes talte. Tallene taler også deres tydelige sprog: den engelsksprogede udgave af Wikipedia alene indeholder over 5,8 mio. artikler, mens den danske tæller næsten en kvart million. Wikipedia udmærker sig naturligvis også ved – i modsætning til monumentale opslagsværker som Encyclopaedia Britannica eller Den Store Danske Encyklopædi – at være skrevet, redigeret og publiceret af frivillige i hele verden næsten helt fri for topstyring. Altså er der reelt tale om et af verdens største crowdsourcing-projekter.

Merete Sanderhoff er inspektør og seniorrådgiver på Statens Museum for Kunst (SMK) med ansvar for at udbrede museets digitaliserede samling. Ifølge hende må den gamle kongstanke om museet som udstillingssted for nationens kulturarv, hvor det bedre borgerskab gik på søndagsudflugt, i dag tænkes ind i den digitale kontekst. Museet har fysisk plads til at udstille mindre end 1 % af dets knap 260.000 værker ad gangen på museet. Derfor er digitalisering af museets bugnende samlinger, hvoraf mange ellers er utilgængelige for offentligheden, absolut nødvendig. SMK er én af syv kulturorganisationer, der siden 2013 har deltaget i Wiki Labs Kultur-samarbejdet, hvor digitalisering og tilgængeliggørelse af samlinger i det offentlige domæne er nogle af nøgleordene. De andre institutioner er Det Danske Filminstitut, Aarhus Universitet, Det Kongelige Bibliotek, Statens Værksteder for Kunst, Den Hirschsprungske Samling og Københavns Stadsarkiv. Borgerforskning satte Merete Sanderhoff i stævne for at høre nærmere om projektet og SMKs generelle tilgang til crowdsourcing.

Hvordan anskuer SMK potentialet for crowdsourcing?

”I teorien ser vi nogle rigtigt store potentialer. Vi har fulgt med i, hvad arkiverne er lykkedes med de seneste årtier, og er dybt imponerede over, hvad Rigsarkivet, Københavns Stadsarkiv og lokalarkiver rundt omkring har formået at udrette sammen med frivillige borgere, som har lyst til at bidrage med den viden, som de ligger inde med, fordi de selv har gavn af at have adgang til digitaliserede arkivalier. Vi har så grublet over, hvordan man som et kunstmuseum kan gøre arkiverne kunsten efter, for i et crowdsourcing-perspektiv har kunstværker og viden en lidt anden karakter end arkivalier. Billederne bærer fortællinger om samfunds-, kultur- og mentalitetshistorie, men uden de personlige skæbner og relationer, som arkivalierne bærer på og som fx slægtsforskere kaster sig over med stor ildhu, fordi de rummer spor af deres egen families slægtshistorie. Derfor spekulerer vi over, hvor den fede crowdsourcing ligger i forhold til kunstdata. Wikipedia er et rigtigt godt eksempel på et sted, hvor der kan være et stort potentiale, fordi det er en international gigantplatform, som har brug for billeder af alle mulige typer med åbne licenser. Her kan kunstbilleder blive brugt til alle mulige illustrative og læringsformål.”

Hvordan kom Wiki Labs Kultur-projektet i stand?

”En god kollega fra Den Hirschsprungske Samling fik for seks år siden den idé at lave et Wikipedia-edit-a-thon i samarbejde med Dansk Kunsthistorikerforening. Tanken var at engagere foreningens medlemmer i at berige Wikipedia med deres faglige viden. Selvom initiativet blev vel modtaget, erfarede vi hurtigt, at det kræver en stor indsats at animere folk til at bruge deres sparsomme fritid på at dele deres viden – men også, at Wikimedia Danmark [den danske afdeling af Wikipedia, red.] var meget begejstret over, at der var fagfolk, der gerne ville bruge Wikipedia som platform for vidensdeling. Det blev startskuddet til vores årelange samarbejde med Wikimedia Danmark. Fordi Danmark er et lille sprogområde, og fordi der er en begrænset mængde frivillige kræfter at trække på, går det langsomt, men i en fin og lovende retning. Vi er til stadighed optagede af det potentiale, som ligger her, og har også set mange gode resultater i de seks år, vi har drevet Wiki Labs.”

Hvorfor valgte I at benytte Wikipedia – et internationalt og brugerdrevet projekt – ift. den ekspertdrevne og dansk forankrede Den Store Danske Encyklopædi?

”Fordi Wikipedia er en åben encyklopædi, og vi er optagede af at åbne kulturarven op.Den Store Danske er et eksempel på en klassisk encyklopædi med lukket produktion af viden, men undersøgelser har vist, at de klassiske, lukkede encyklopædier i virkeligheden rummer stort set lige så mange fejl som Wikipedia. Viden er heller ikke eksakt inden for alle discipliner, så hvad der står om f.eks. en dansk kunstner på Den Store Danske er ikke nødvendigvis udtømmende, men festen er lukket – du kan ikke bidrage med flere informationer og perspektiver. Der ser jeg Wikipedia som et interessant alternativ. Selvfølgelig er der også faktuelle fejl, men der er samtidig også en stor kritisk masse – større eller mindre afhængig af sprogområde – som kontinuerligt kan rette op på fejl. Denne meget dynamiske og åbne ånd tiltaler mig, både som menneske og fagperson, fordi jeg har den grundholdning, at kunsthistorie let kan blive en magtdisciplin, som nogen har patent på at skrive. Visionen bag at etablere museer i oplysningstidens ånd var, at alle mennesker skulle have adgang til og mulighed for at deltage samfundets kulturelle liv. Den grundlæggende idé har meget godt i sig, og den har fået mulighed for at folde sig ud i helt ny skala, efter vi fik internettet.”

Wikipedias overvældende succes kan ikke bestrides, men encyklopædiens unikke, brugerskabte natur i forhold til traditionelle opslagsværker har også betydet øget fokus på konsekvenserne af at lade alverdens brugere selv bestemme indholdet. Der har været sager om skævheden i antal af mænd og kvinder på siden, grundlæggeren Jimmy Wales’forfængelige redigering af artiklen om sig selv og de indspiste edit wars om kontrollen over artiklers ordlyd. Dertil har der, som Merete Sanderhoff selv bemærker det, været fokus på præcisionen af Wikipedias artikler i forhold til den klassiske encyklopædi, hvor nogen endelig dom aldrig er blevet fældet. Wikipedias monopol på informationssøgning antager næsten komiske dimensioner, når man søger efter ”Criticism of Wikipedia” i Google, og første resultat er Wikipedias egen artikel om emnet. Uanset hvad man ellers måtte mene om emnet, har Wikipedia grebet så godt fast, at en wiki (hawaiiansk for ”hurtig”) i dag er synonymt med hvilket som helst internetbaseret encyklopædisk værk.

Hvorfor valgte I at bruge den danske udgave af Wikipedia i forhold til den verdensomspændende engelske udgave?

”For at være helt ærlig var det lidt af et tilfælde. Jeg havde ingen kompetencer inden for Wikipedia-redigering, da vi gik i gang med projektet, men jeg kunne se perspektiverne i at få faglig viden om kulturarv ud og blive set og brugt på nettet, og jeg havde hørt om lovende samarbejder i andre sprogområder mellem Wikipedia, museer, biblioteker og arkiver. Hen ad vejen er vi blevet opmærksomme på de begrænsninger, der er ved dansk Wikipedia, bl.a. fordi vi er et lille sprog og der ikke er så mange kræfter at trække på. De frivillige wikipedianere gør et hæderkronet arbejde, men det rækker ikke til at få det op på niveau med f.eks. engelsk eller tysk Wikipedia. Jeg synes, at det er vigtigt at værne om dansk Wikipedia og den diversitet, som vores sprog udgør. Jeg har selv to piger på 14 og 22 år, og de taler nærmest en blanding af dansk og engelsk i deres dagligdag. Det er fedt for deres evne til at begå sig i hele verden, men jeg kan godt spekulere over, hvad der sker med den rigdom, som det er at have forskellige sprog, hvis engelsk bare overtager det hele. Af den idealistiske grund synes jeg også, det er værd at arbejde for dansk Wikipedia.”

Hvad har det så udmøntet sig i for SMK at være på Wikipedia?

”Fordi vi har taget beslutningen om, at vores samling er i det offentlige domæne, kan Wikipedia frit bruge den store ressource. Det vilde der sker, når vi frisætter vores samling i høj opløsning er, at de billeder bliver de autoritative gengivelser på Wikipedia, fordi kvalitetsbilleder fra en troværdig kilde udkonkurrerer de mindre gode gengivelser, der måtte være på nettet i forvejen. Det betyder, at vores billeder på Wikipedia bliver set af kolossalt mange flere mennesker, end vi nogensinde kunne drømme om at få ind på SMK, for de fleste mennesker bruger Wikipedia hele tiden. Vi udbygger vores kapacitet på nettet og kommer i kontakt med mennesker fra hele verden. Det er en måde at være museum for alle.”

Det såkaldte ”Gul mælkepige”-syndrom er et eksempel på, hvad der kan ske, når museer aktivt går ind i kampen for at udbrede egne samlinger via internettet i stedet for passivt at lade stå til: da Rijksmuseum i Amsterdam i 2011 var i gang med at forberede lanceringen af en ny hjemmeside, opdagede man, at maleren Johannes Vermeers mesterværkMælkepigen for det meste kun var at finde på internettet i en falmet, gullig version, der ikke var repræsentativ for originalen. Museet modgik problemet ved at åbne op for egen samling med en reproduktion af Mælkepigen i høj kvalitet, som herefter blev den autoritative gengivelse af billedet på internettet. Samarbejdet med Wikipedia betyder, at SMK har en lignende praksis, så mennesker verden over kan se troværdige gengivelser af museets billeder.

Hvad angår målet om at nå ud til et bredt, internationalt publikum, kunne det næppe være gået bedre for SMK, end da museets værker blev benyttet i den nye Netflix-serieAlias Grace, der ligesom hittet The Handmaid’s Tale er baseret på en fortælling af den canadiske forfatter Margaret Atwood (født 1939). Hvor The Handmaid’s Tale foregår i en dystopisk fremtid, udspiller Alias Grace sig i midten af 1800-tallets Canada, og serien gør brug af danske guldaldermalere som Christen Købke og Jens Juel. Merete Sanderhoff fortæller, at brugen af billederne tro mod principperne i det offentlige domæne blev brugt uden aftale med SMK, og at det fra dansk hold nærmest blev opdaget ved et tilfælde:

”Det var min kollega fra Hirschsprung , som havde set serien og genkendte billederne. Der kom en historie i Berlingske om det. Jeg blev ringet op af en journalist, som ville høre, hvad vi mente om, at Netflix tog dansk kulturarv og proppede den ind i serien uden at spørge om lov, men vi har som princip, at reproduktioner af værker i det offentlige domæne også skal være public domain og dermed til fri brug. Det står også i public domain-dedikationen, at man må bruge værkerne helt frit og ikke behøver at kreditere kilden. Idéen med det offentlige domæne er, at menneskehedens kreative og intellektuelle skaberværker er et fælles eje, når ophavsretten udløber. Ophavsretten er dermed en midlertidig undtagelse fra det offentlige domæne.”

Men skal der ikke på det på én eller anden måde kapitaliseres på, at SMK er repræsenteret i en stor, international TV-serie?

Som jeg også svarede journalisten fra Berlingske på samme spørgsmål: Forestil dig, at scenograferne fra Alias Grace skulle have kontaktet et lille museum langt borte i Danmark for at få tilladelse og købe rettighederne til billederne; det var sandsynligvis aldrig sket. Det er fordi vores billeder er af høj kvalitet, tydeligt mærket som åbent indhold, og dukker op øverst i Google-billedsøgninger, at de er attraktive. Efterfølgende har vi i Wiki Labs Kultur selv formidlet, hvem der har skabt værkerne og hvor de kommer fra, ved at skrive en tilføjelse til artiklen om Alias Grace på Wikipedia og illustreret artiklen med SMK’s store kvalitetsbilleder, der ligger i Wikimedia Commons. Vi har brugt historien som en anledning til at gøre de mange, der godt kan lide Alias Grace, opmærksomme på, at billederne fra scenografien kommer fra SMK. Hvis man er vild med serien, er det højst sandsynligt, at man lige googler den og læser, hvad der står om den på Wikipedia.”

Ud over sit virke på SMK har Merete Sanderhoff siden 2012 også været aktiv i Europeana, et fagligt netværk for kulturprofessionelle fra hele kontinentet, der samarbejder om at gøre hele den digitaliserede europæiske kulturarv tilgængelig, søgbar og brugbar – ikke nogen lille opgave. Hun fortæller også, at SMK arbejder på en ny online samling med støtte fra Nordea-fonden. Den skal give et bedre indblik i, hvad SMK gemmer på, ved at knytte data, billeder og medier sammen i en brugervenlig søgefunktion.

Kommer der til at være noget crowdsourcing inde over projektet?

”Vi er i gang med at undersøge mulighederne. Én af de ting, som virkelig mangler i vores datasæt, er emneord. Der har aldrig været ressourcer på SMK til at sætte fagfolk til at taste emneord ind om alle værker i samlingen. Der er kunsthistoriske ekspertoplysninger som datering, proveniens og teknik, men de kan være svære for den brede offentlighed at anvende som søgekriterier – og vi vil gerne have, at alle skal kunne søge i vores materialer og finde noget meningsfuldt. For øjeblikket udforsker vi, hvad vi kan få ud af en kombination af kunstig intelligens og crowdsourcing. Her er vi bl.a. inspirerede af Nationalmuseets forsøg inden for samme område.”

Merete Sanderhoff tilføjer, at man lige nu eksperimenterer med programmer til billedgenkendelse af både stiltræk og motiver, og at man muligvis vil skulle bruge crowdsourcing til at kontrollere de tags, der genereres automatisk ved maskinlæring. Hun vender dog tilbage til den overvejelse, som hun også lagde ud med i interviewet, om vanskeligheden i at få fat på engagerede hjælpere:

”Vi er stadig usikre på, hvor vi finder folk, som synes, at det er relevant at bruge tid på at faktatjekke og tilføje tags på kunstværker. Hvor finder man nogen, der er lige så motiverede som slægtsforskerne, der bruger deres fritid på at indtaste og geolokalisere arkivalske oplysninger, fordi de selv skal bruge de data til at gå på jagt i deres egen slægtshistorie? Hvordan får vi den samme motivation frem i forhold til at gøre det lettere at søge kunstværker frem? Det er som sagt et ubesvaret spørgsmål, men det bliver spændende at finde ud af, og vi er åbne for gode idéer udefra.”

Merete Sanderhoff er mag.art. i Kunsthistorie. Hun har arbejdet på Statens Museum for Kunst siden 2007, hvor hun er ansvarlig for at udbrede museets digitaliserede samling. 2016-18 var hun formand for Europeana Network Assocation, som arbejder for at styrke og koordinere den digitale formidling af europæisk kultur. I 2018 blev Merete Sanderhoff hædret for sit arbejde med åbning og digitalisering af kulturarv med Åben Data Prisen, der uddeles i samarbejde mellem Aarhus Universitet, IT-universitetet og Open Knowledge International.

Følg Merete på Twitter: @msanderhoff

Har man lyst til at deltage i Wiki Labs Kultur-arrangementerne, kan man finde mere information via samarbejdets Facebook-side. Klik her.

Rigsarkivet

Lukket for kommentarer.