Hvis kultur kun går fra ballet til biografer hvad så med idrætsforeninger og arkiver?

Hvis kultur kun går fra ballet til biografer hvad så med idrætsforeninger og arkiver?

Af Allan Vestergaard

Hvis kultur kun går fra ballet til biografer hvad så med idrætsforeninger og arkiver? 

Den 6. marts offentliggjorde (Altinget/Mandag Morgen) rapporten ”Mellem Ballet og Biografer”.

Undersøgelsen er bestilt af Altingets kulturpolitiske netværk og har til formål at ”…. undersøge danskernes holdning til kultur. Ikke kultur set i forhold til andre offentlige anliggender …, men kulturen på sine egne præmisser: Kulturen, som den tager sig ud i lokalsamfundene. Kulturen som ingrediens i den almene dannelse. Kulturen som fundament for velfærdsstaten og som nødvendig for sammenhængskraften i samfundet.” Derudover ønskede man ”…naturligvis også at undersøge, hvilken rolle det offentlige ifølge danskerne skal have i finansieringen af kulturen.”

Rapporten hævder selv, at den er den ”… hidtil mest dybdegående skildring af kulturens værdi og betydning for danskerne.” og ambitionen er, ”… at de mange flere nuancer vil fungere som hjertestarter for den offentlige debat om kulturens rolle i det danske velfærdssamfund.” Afslutningsvis anføres det, at undersøgelsen er ”… muliggjort med bidrag fra 43 danske kulturinstitutioner, ….”

Det er altså et ambitiøst projekt, vi har med at gøre, og et projekt, der ønsker at komme omkring emnet og få nuancerne med.

Problemet er bare, at man ikke kommer hele vejen omkring emnet. Det gør man ikke, fordi der opereres med et meget smalt kulturbegreb. Man skal ikke længere end til side to i rapporten, før ordet kultur bliver suppleret med, og til dels erstattet af, ord som kulturoplevelser og kulturtilbud – og det postuleres, at ”…klassiske kulturtilbud som museer, skuespil og ballet, er det, danskerne mest forbinder med ordet ”kultur”.” (den sproglige definition). Med andre ord: Kultur er altså noget man får tilbudt! Og det er noget, man får tilbudt som enkeltstående tilbud, så man så efterfølgende kan tælle og opliste.

Man får jo som bekendt svar, som man spørger – og det, man har spurgt danskerne om i denne undersøgelse, er, hvilke former for kultur-TILBUD, de mest forbinder med ordet kultur. Men kultur er altså meget mere end det. Tænk f.eks. hvad der var blevet svaret, hvis man havde haft mulighed for at svare, at f.eks. ordet ”hygge”, eller ”Kongehuset” var det, man forbandt mest med ordet kultur – ville ”danskerne” så stadig havde valgt at svare, at museerne var det, de mest forbandt med ordet kultur?

Eller, hvad nu hvis man havde kunne vælge ordet ”foreningsarbejde”? Eller ”slægtsforskning”? Måske enkelte endda – man har jo lov at håbe – havde sat deres kryds ved ”arkivbesøg” – hvis de altså havde fået muligheden. Der er jo immervæk i omegnen af 4 mio. besøg på Arkivalier Online hvert år. Og sikkert tilsammen flere på Danish Familysearch, Sall-data, Family Search og alle de andre sider, hvor man kan arbejde med den danske skriftlige kulturarv.

Men tilbage til ordet ”foreningsarbejde”. For det her handler ikke om, at jeg er knotten over, at de private og offentlige institutioner, der arbejder med og formidler arkivalier, er helt usynlige i undersøgelsen. Det, jeg opfatter som virkeligt uheldigt, er, at stort alle de aktiviteter, hvor folk går ind og er aktive og selv gør noget ved tingene er helt fraværende (med undtagelse af musikskolerne) – hvordan kan man ignorere idrætsforeningerne og alle de andre steder, hvor danskerne deltager aktivt, frivilligt og ulønnet inden for bredt definerede kulturelle aktiviteter?

Det er prisværdigt, at man sætter fokus på kulturlivet. Bevillinger til kulturlivet er ikke at foragte. Men at have en ambition, der favner ”Kulturen …som nødvendig for sammenhængskraften i samfundet”, og så efterfølgende operere med et kulturbegreb, der er indsnævret til kun at favne aktiviteter, hvor mestendels lønnede medarbejdere producerer og/eller formidler forarbejdede kulturprodukter til de begejstrede masser – det er ikke at få nuancerne med. Det er faktisk ikke engang at få halvdelen af det store billede med.

Der er intet i vejen med at lære og i at tage imod og være åben over for gode ting, som andre har bearbejdet og formidlet. Det er nødvendigt. Der er masser at lære i vores mange fremragende museer og biblioteker. Men det er min påstand, at når det kommer til sammenhængskraft og til breddekultur, så er der intet over og intet ved siden af de hundredetusindvis af mennesker landet over – ikke mindst i lokalsamfundene –  der tager hænderne op af lommen og  selv tager fat. Sådan som kulturen ser ud fra lokalsamfundene, så er det idrætsklubberne, amatørteatret, samarbejdet om den lokale friskole, og – måske lidt mindre synligt end boldklubben – den lokalhistoriske og den slægtshistoriske forening der rykker.

Hvis der er nogen, der ved det, så er det os, der arbejder i arkiverne – både de store og de små – og som møder slægtsforskerne og lokalhistorikere og alle mulige andre ildsjæle hver dag – og som arbejder på at understøtte alt det arbejde, der bliver gjort, og på at udbrede kendskabet til det.

Spørger man mig, så er det arbejde, der bliver gjort, når den lokale slægtsforskerforening holder tasteaften, og som kan samles og i sidste ende bringes i spil, således at forskere på universiteterne kan bruge data til at se sammenhænge og mønstre, der kan lede dem på sporet af, hvordan sygdomme nedarves, kultur med mening. Det er kultur, der på alle planer skaber sammenhængskraft.

Så kære Mandag Morgen og kære Altinget … fortsæt endeligt arbejdet med at sætte fokus på kulturlivet og på, hvad danskerne mener om det …. der er meget mere at kigge på!

Rigsarkivet

Lukket for kommentarer.